Officielt: SIF henter 28-årig svensker

Michael Helligsø 

Midtbanespilleren Robert Gojani fra Elfsborg tiltræder med øjeblikkelig virkning i Silkeborg IF

FODBOLD Silkeborg IF har som varslet hentet forstærkning til midtbanen.

Den 28-årige svensker Robert Gojani tiltræder med øjeblikkelig virkning i superligaklubben, der har skrevet kontrakt med ham frem til sommeren 2024.

Den nye SIF-spiller har store forventninger til skiftet.

- Jeg ser frem til at spille for Silkeborg. Jeg her set flere af deres kampe, og spillestilen tiltaler mig. Jeg og familien ser også frem til at bosætte os i Silkeborg. Jeg har kun været her ganske kort tid, men det ser ud til at være en rigtig flot by, siger svenskeren, der rykkker til Silkeborg med sin familie, der består af kæreste og et barn på tre måneder.

Robert Gojani har siden 2018 spillet i Elfsborg, hvor han har været holdkammerat med den tidligere SIF-spiller Jeppe Okkels.

Før det spillede Jönköpings IF, og derfra kender han forsvarsspilleren André Calisir, som han nu bliver genforenet med i SIF.

Robert Rojani har spillet 136 kampe i den bedste svenske række og 96 kampe i den næstbedste række og fik desuden en enkelt landskamp for Sverige for tre år siden.

SIF-sportschef Jesper Stüker afslører, at klubben tidligere har haft kig på midtbanespilleren.

- Robert Gojani passer godt ind i den fodboldmæssige filosofi, vi står for. Han er rigtig dygtig på bolden og er en taktisk stærk og erfaren spiller.

- Vi var allerede i kontakt for knap et års tid siden, men nu blev det muligt at få enderne til at mødes.

- Vi ser Robert Gojani som en spiller med et højt niveau, der i princippet kan spille alle fem pladser på midtbanen, og det giver naturligvis en øget konkurrence på midtbanepladserne, hvor andre har præsteret godt. Vi så ham i starten som en kontrollerende spiller, men han har på det seneste med succes vist sig frem hos Elfsborg i en mere offensiv rolle, siger Jesper Stüker.

Robert Gojani træner med SIF-holdet for første gang tirsdag formiddag.