Lodtrækning: BSH skal en tur til Kroatien

Michael Helligsø 

RK Nexe bliver den sidste forhindring for Bjerringbro-Silkeborg inden gruppespillet

HåNDBOLD Tirsdag blev der trukket lod til anden kvalifikationsrunde til European League, og her blev det en kendsgerning, at Bjerringbro-Silkeborg kan se frem til at få kroatisk modstand.

BSH blev nemlig matchet med RK Nexe, der i mange sæsoner har været et fast islæt i de europæiske klubturneringer.

I sidste sæson nåede kroaterne eksempelvis frem til 1/16-finalen i European League, hvor tyske Rhein Neckar Löwen blev endestationen efter to tætte opgør.

Den første af to kvalifikationskampe spilles 21/9 i Jysk Arena, mens der er returkamp ugen efter i Kroatien.

Den samlede vinder kvalificerer sig til gruppespillet i European League.

Ud over BSH er tre andre danske hold med i anden kvalifikationsrunde. TTH Holstebro skal møde portugisiske Sporting, mens GOG og Mors-Thy får fornøjelsen af hinanden.