Politiet klar med status efter tusindvis af gæster til festival

SILKEBORG Set med politiets briller så forløb weekendens byjubilæumsfestival på Cirkuspladsen i Silkeborg godt.

Politiet noterede seks gæster for at have små mængder euforiserende stoffer til eget brug. Og politiet assisterede festivalvagterne med at smide en mand ud fra festivalpladsen.

Det var en 28-årig mand fra Silkeborg, som ifølge politiet opførte sig dårligt på pladsen kort før midnat til lørdag.

I forbindelse med bortvisningen af manden brugte han ukvemsord om betjentene, og så blev han sigtet for at overtræde straffelovens bestemmelse om fornærmelig tiltale af en politimand.

Men ellers forløb festen for de mange tusinde mennesker uden større ballade og voldssager.