Betalte cigaretter med falsk 1000 kr. seddel

SILKEBORG Vær opmærksom på vandmærket og papirkvaliteten, hvis en kunde køber en enkelt vare og betaler med en 1000 kr. seddel.

Sådan lyder advarslen fra Silkeborg Politi, efter to butikker i går modtog falske pengesedler.

I Superbrugsen på Søtorvet gik to mænd tirsdag klokken 10.44 uafhængigt af hinanden ind og købte en pakke cigaretter og betalte begge med en falsk 1000 kr. seddel. Kort efter gentog de nummeret i Aldi på Viborgvej.

Begge mænd beskrives ifølge politiet som lyse i huden og 30-35 år. Den ene er kraftig af bygning og har kort brunt hår. Han bar en rød kasket og var klædt i blå hættetrøje, sorte Adidas-bukser og sorte sko. Den anden er almindelig af bygning og har kort hår. Han bar en grøn kasket og var klædt i en grøn trøje, blå bukser og sorte kondisko.

Der har den seneste tid været flere tilsvarende tilfælde i såvel Midt- og Vestjyllands Politikreds som i Sydøstjyllands Politikreds.