Aggressive mænd blev anholdt i Silkeborg

SILKEBORG Natten til lørdag måtte politiet ved to lejligheder skride til anholdelse af et par unge mænd.

Klokken 00.43 blev politiet kaldt til Hostrupsgade, hvor en 22-årig mand fra Silkeborg lavede ballade. Manden var blevet bortvist fra en beværtning, og i den forbindelse var han noget aggressiv over for en dørmand.

Den 22-årige blev taget med politiet og løsladt lidt senere på natten.

En 19-årig mand fra Kjellerup var ifølge lokalpolitiet aggressiv og ude på at komme i slagsmål med andre i Nygade. Han blev derfor anholdt klokken 03.33 og tilbageholdt i halvanden times tid.

Begge mænd blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.