Silkeborg cykler for Verdens Mentale Sundhedsdag

SILKEBORG Her i uge 40 cykler 15 byer i hele landet for at markere Verdens Mentale Sundhedsdag.

I Silkeborg er turen - den såkaldte psykeltur - 10 km med start fra Psykiatriens Hus torsdag 7. oktober kl. 13.

IF Silkesind står for det lokale arrangementet, som er gratis og for alle - psykisk sårbar eller ej.

Arrangørerne fortæller, at turen vil blive cyklet i et tempo, hvor alle kan være med - det vigtigste er, at folk kommer ud på den tohjulede igen og støtter op om initiativet. Mere information om turen kan findes på IF Silkesind eller Idræt om Dagens hjemmesider.

Cykelturen er samtidig afslutningen på »100 km for Mental Sundhed«, hvor en god håndfuld de seneste 10 uger har været ude og cykle sammen hver tirsdag eftermiddag.

Efter løbet er der gratis kaffe og en bolle samt en lille goodiebag til alle, der gennemfører.

I Psykiatriens Hus afholdes der samme dag kl .14.30 i forbindelse med den internationale dag for mental sundhed, et arrangement med indlæg, musik og boder samt kaffe.

Årets tema er søvn og søvnløshed, et emne, der vedrører mange psykisk sårbare medborgere.

Alle er velkomne.

Arrangører er Region Midt, Silkeborg Kommune og de foreninger, der arbejder med mental sundhed.