Feltet er snævret ind: 35 nomineret til Silkeborgs Bedste

Peter Bruvik-Hansen 

Juryen har læst sig gennem 2500 indstillinger og fundet de 35 nominerede til kåringen »Silkeborgs Bedste«

SILKEBORG Juryen var på hårdt arbejde, da den skulle finde de 35 butikker, personer og oplevelser, der i syv kategorier skal kæmpe om titlen Silkeborgs Bedste.

Mere end 2500 indstillinger kunne således tælles sammen, da »brevstemmer« og online-indstillinger var gjort op.

- Der var rigtig mange indstillinger og rigtig mange gode begrundelser. Alene i forhold til nomineringen til Silkeborgs bedste ekspedient, var der omkring 50 forskellige. Det vidner om, at mange tydeligvis gør det godt ude i butikkerne og sikrer, at kunderne får nogle gode oplevelser og en god service, siger Pernille Perigaard, city manager i Handel Silkeborg, der står bag initiativet.

Blandt indstillingerne finder man såvel mindre specialforretninger, store kædebutikker og supermarkeder. Dermed har kåringen allerede været med til at indfri et af sine mål, der netop er at sætte fokus på mangfoldigheden i Silkeborgs detailhandel.

Ifølge Pernille Perigaard har de 35 nominerede allerede fået at vide, at de er nomineret. Officielt bliver samtlige nominerede præsenteret i Ekstra Posten i uge 42.

Selve afstemningen frem mod kåringen af Silkeborgs Bedste sker online fra onsdag den 20. oktober og frem til onsdag 3. november. De endelige vindere får besked via besøg af juryen fredag den 5. november.

De syv vindere skal findes inden for kategorierne:

»Bedste butik«, »Bedste ekspedient«, »Bedste shoppingoplevelse for mænd«, »Bedste shoppingoplevelse for kvinder«, »Bedste velværeoplevelse«, »Bedste kulturoplevelse« samt »Bedste spisested«.