Koncert med skønheder og udyr i Them

THEM Kulturstafetten står bag en koncert med »Skønhederne og Udyrene« i Toftebjerg - Them Bibliotek og Medborgerhus torsdag den 28. oktober.

»Skønhederne og Udyrene« er et rytmisk band med lokale rødder, der leverer udtryksfulde fortolkninger af kendte kunstnere som Leonard Cohen, Bonnie Raitt, Dylan, Waits, Prince, Michael Jackson samt mindre kendte sangskrivere.

Ifølge arrangøren bliver musikken præsenteret med humor og sunget og spillet med musikalsk nerve og nærvær.

Bandet beskriver - med et glimt i øjet - sig selv som »et rytmisk band med vægt på udyrlig skønsang, der ikke frygter melankolske mol-akkorder, men i øvrigt går efter det, der dur«.

Medlemmerne er Niels Bak på guitar og Ejvind Dengsø på piano samt rytmegruppen bestående af Maria Lægs- gaard og Jes Dorf, begge fra Vrads, samt Jes Dorfs datter Signe Dorf fra Aarhus.

Der vil mod bordbestilling være mulighed for at spise i medborgerhusets café inden koncerten.