Toftebjergs kok laver menu inspireret af kortfilm

THEM Kom og smag på en film.

Sådan lyder tilbuddet fra Toftebjerg - Them Bibliotek og Medborgerhus i forbindelse med et arrangement tirsdag den 26. oktober.

Her vil køkkenleder i medborgehusets café, Dan Andersen, sammensætte en lækker menu inspireret af kortfilmen »Ingen siger farvel, men alle forsvinder«.

Inden spisning og filmfremvisning vil Dan Andersen og Silkeborg Bibliotekernes litteraturformidler Anne Juul Andersen introducere såvel maden som filmen.

På bordene vil der under spisningen være samtalekort, der giver anledning til nye perspektiver på livet i provinsen, kærligheden og livets udfordringer som ung med autisme.

»Ingen siger farvel, men alle forsvinder« handler om den 22-årige autist Jeppe, som arbejder på en campingplads ved Silkeborg og her møder bypigen Mynthe. Begge har dæmoner at kæmpe med, men Jeppes er mere tydelige. Hans autisme betyder, at alt skal være i orden, og afvigelser skaber angst og vrede.

Mynthe bliver en hjælp for ham, men langsomt forstår han, at hun har lige så meget brug for ham.

Filmen, der er fra 2019, er instrueret af Silkeborg-instruktøren Jonas Risvig.