Musikalsk guld på plademesse

SILKEBORG Omkring 35 udstillere fra det meste af landet vil være på plads, når der lørdag arrangeres plademesse i Lunden.

Det er 24. gang, folkene bag Silkeborg Plademesse byder på muligheden for at kigge efter »guld« på vinyl - der dog gennem årene også er udvidet til cd’ere.

- Mange kigger forbi for at gå på opdagelse i musikkens univers for at se, om de kan finde noget, de aldrig har hørt før, eller noget, der ikke bliver spillet i radioen til hverdag. Eller bare fordi de gerne vil opleve stemningen og snakke med andre, som er interesseret i musik, lyder det fra arrangørerne.

Hvis man ligger inde med lp’ere, som man er blevet trætte af eller gerne vil have solgt eller byttet, er man velkommen til at kigge forbi og se, om der er nogen som er interesseret.

Der tages entre til messen, der finder sted i tidsrummet 10-15.