Festival ved et vendepunkt

Christian Kloch Larsen 

KK44 åbner lørdag og sætter fokus på livets store og små vendepunkter

SILKEBORG Lørdag åbner årets festivalen for kultur og kristendom, KK44, i Silkeborg, og festivalen står denne gang ved et vendepunkt.

Det er i hvert fald »vendepunkter«, der er temaet for årets KK44.

- Vi har vendt og drejet temaet på alle mulige måder og i virkeligheden er det jo vendepunkter, der tegner vores liv, siger koordinator for KK44, Andreas Vinther Jensen.

Så det er alle livets store og små vendepunkter, der er det gennemgående tema på årets festival, som officielt åbner lørdag eftermiddag i Mariehøj Kirke med fortællekoncerten »Det er ganske vist«.

Her fortolkes en række af H.C. Andersens mindre kendte eventyr i sang og tekst af sangskriver og guitarist Camilla Overgaard, som får selskab af perkussionist Ninna Morsing og pianist Leon Danielsen.

Blandt festivalens mange arrangementer kan nævnes et foredrag søndag i sognelokalerne ved Silkeborg Kirke med billedhuggeren Laila Westergaard og om hendes værker, som bliver betegnet som levende sten.

Silkeborg Teaterkreds’ forestillinger »Marie Grubbe« mandag 1. november i Kedelhuset og »Monsieur Ibraham og Koranens blomster« lørdag 6. november samme sted også er en del af KK44-programmet.

Festivalen har også inviteret forfatteren og debattøren Carsten Jensen til Silkeborg, som samtaler med filosoffen Esther Kjeldahl om vendepunktet i klimakampen onsdag 3. november på Silkeborg Højskole.

I Lemming Forsamlingshus er der tirsdag 2. november sangaften med komponisten Jesper Gottlieb om Simon Grotrians salmer med titlen »En regn af salmer«.

- Der er i det hele taget masser af arrangementer og samtaler om vendepunkter i den store verden og i det lille liv på programmet, fortæller Andreas Vinther Jensen.