Historisk bog om Sejs-Svejbæk præsenteres

Bent Nørgaard 

Lokalhistorisk forening står bag bog om Sejs-Svejbæk fra 1945 til i dag

SEJS-SVEJBæK En arbejdsgruppe under Sejs-Svejbæk Lokalhistoriske Forening har gennem lang tid været flittige, først med at indsamle oplysninger, fotografier, m.v. og herefter ved tasterne. Resultatet af anstrengelserne kan ses, når bogen »Fra fattighuse til velfærdsvillaer. Sejs-Svejbæk 1945-2021« præsenteres ved en reception i Multihuset i Sejs-Svejbæk lørdag den 6. november kl. 11-13.

Bogen fortæller om den fantastiske udvikling, Sejs-Svejbæk har gennemgået siden 1945. Der fortælles blandt andet om de mennesker, der bor og boede i Sejs-Svejbæk, om forretninger, virksomheder, offentlige institutioner og foreninger samt hvordan samarbejde og engagement har skabt samhørighed og fællesskab.

Der er tale om ganske solidt værk - 256 sider med masser af illustrationer.

Selvom bogen koncentrerer sig om tiden efter 1945, er der dog også i de første to kapitler et blik længere tilbage, i det første kapitel tiden før 1940 og i andet kapitel besættelsestiden 1940-45.

I de næste 13 kapitler ses der emnemæssigt på udviklingen i Sejs-Svejbæk efter 1945.

Bag bogen står en arbejdsgruppe med ni af foreningens medlemmer, der gennem tre år har arbejdet med projektet. Stig Andersen har stået for redaktionen af bogen.

Senere i november kan man høre nærmere om »Fra fattighuse til velfærdsvillaer. Sejs-Svejbæk 1945-2021« og dens tilblivelse ved et læserarrangement på Midtjyllands Avis, nærmere herom senere.