Julebryg og mere politi på gaden i weekenden

Adam Haff 

Årets julebryg frigives i aften. Politiet opgraderer weekendens bemanding for at skabe tryghed

SILKEBORG Fredag aften frigives årets julebryg, og derfor ventes der ekstra mange mennesker i Silkeborgs natteliv.

J-dag plejer at betyde mange glade mennesker i byen. Mange hygger sig, men der kan også komme noget mere uro og ballade, og derfor vil politiet være på pletten fredag og lørdag, fortæller lokalpolitiet i Silkeborg.

- Vi ved af erfaring, at der er ekstra behov for politiressourcer i forbindelse med J-dag, og derfor øger vi bemandingen de næste par dage, siger politiassistent Michael Svendsen.

Traditionen tro sælger værtshuse og diskoteker først den nye julebryg fra klokken 20.59. Det har udviklet sig til en fast begivenhed i nattelivet.

- Vi har flere politifolk på arbejde for at håndtere det, der måtte opstå. Det er vigtigt, at politiet er synligt, og vi ved af erfaring, at vi kan tage en del ballade i optrækket, hvis vi er synlige i gadebilledet. Det er også tryghedsskabende, siger Michael Svendsen.

Færdselspolitiet har også fokus på weekenden. Der vil være flere patruljer på vejene for at dæmme op for eventuel sprit- og narkokørsel.

Politiet opfordrer til, at folk, der skal i byen, lader bilen stå derhjemme, på forhånd laver kørselsaftaler med andre, som holder sig ædru, eller tager en taxa, så man undgår spritkørsel.

Politiet har følgende generelle råd til folk, der skal i byen:

• Aftal hvem der kører hjem - og så holder chaufføren sig ædru.

• Brug offentlig transport - tag eksempelvis en taxa, bussen eller toget.

• Se om du kan tale berusede folk fra at køre – alternativt tag nøglerne til bilen.

• Tilbyd evt. overnatning.

• Ring til politiet, hvis du har en mistanke om, at der køres spirituskørsel.