Brevstemmer slår ny rekord

Jesper Rosenquist 

Silkeborg Kommune har modtaget 55,5 procent flere brevstemmer end ved byråds- og regionsrådsvalget i 2017

SILKEBORG 3013 brevstemmer har Silkeborg Kommune modtaget til byråds- og regionrådsvalget.

Det er 1075 flere end ved valget i 2017 svarende til en stigning på 55,5 procent.

- Der er ingen tvivl om, at det er situationen med stigende coronasmitte, der gør, at flere har valgt at brevstemme, siger valgchef ved Silkeborg Kommune, Lejf Rattenborg Bøgedal.

Der kan stadig nå at komme flere brevstemmer med posten fra både ind- og udland.

- Men brevstemmerne skal være os i hænde senest klokken 8 i morgen tirsdag, hvor valgstederne åbner. Der plejer at være en lille håndfuld brevstemmer, som ikke når frem i tide, og som derfor ikke bliver talt med, fortæller Lejf Rattenborg Bøgedal.