Helle Gade som ny borgmester: Jeg er bare så glad og lettet

Kenneth Husum 

- Jeg er bare så glad, lød det fra en lettet Helle Gade, der er ny borgmester i Silkeborg Kommune

SILKEBORG Med ti mandater fastholder Socialdemokratiet lige præcis valgresultatet fra det seneste kommunalvalg.

Selvom partiet ikke gik frem, så var det store vindersmil alligevel på plads efter de langvarige natlige forhandlinger.

Helle Gade bliver nemlig borgmester med støtte fra SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.

- Jeg har været afklaret og taget det roligt hele dagen, men da valgresultaterne begyndte at tikke ind, kunne jeg godt mærke, at det snurrede i maven, men lige nu er jeg bare så glad, sagde Helle Gade, der med støtte fra SF, Radikale og Enhedslisten er ny borgmester i Silkeborg Kommune.

Nyheden blev modtaget med klapsalver i forhallen i rådhuset ved 02-tiden i nat.

Forhandlingerne trak ud, mens der blev forhandlet på kryds og tværs.

- Der skulle nogle formandsposter til. Johan Brødsgaard fik også en 1. viceborgmesterpost. Hans Okholm skulle også have en formandspost. Jeg tror, det bliver et godt samarbejde, sagde Helle Gade.

- Det gør det, afbrød en lige så glad Hans Okholm.

- Selvfølgelig. Jeg har også noget godt til dem, sagde hun.