Politiet fandt kokain hjemme hos narkobilist

SILKEBORG En 22-årig mand blev ved 13-tiden tirsdag standset af politiet på Nordskovvej i Silkeborg.

En narkotest viste, at manden havde indtaget kokain og cannabis, så han blev sigtet for narkokørsel, og taget med for at give en blodprøve.

Politiet ransagede bilistens bopæl.

Her dukkede der otte gram kokain op. Kokainen var fordelt på 10 salgsposer. Desuden fandt betjentene et par gram hash og nogle penge.

Den 22-årige blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.