Birch Ejendomme indgår aftale mod underbetaling
3F Bjerringbro-Silkeborg og Birch Ejendomme i nyt samarbejde om løn- og arbejdsvilkår
SILKEBORG Vi vil ikke være med til, at folk bliver underbetalt.
Sådan lyder det klare budskab fra manden bag Birch Ejendomme, René Birch, efter at virksomheden på Sortenborgvej har sat underskrift på en overenskomstaftale med 3F Bjerringbro-Silkeborg.
Bent Madsen er formand i det lokale fagforeningskontor på Granhøjvej, og han sætter pris på aftalen med René Birchs ejendomskoncern.
- Birch Ejendomme er med til at sikre hele byggebranchen mod fuskvirksomheder, der arbejder uden pension og til en løn, der er dumpet. Hvis alle gjorde som Birch, så ville vi være meget tættere på ordentlige forhold rundt omkring på byggepladserne, siger Bent Madsen.
Ifølge parterne medfører samarbejdsaftalen mellem Birch Ejendomme og 3F Bjerringbro-Silkeborg, at cirka 1000 mennesker vil være omfattet af løn- og arbejdsvilkår, som skal følge overenskomsten.
Det var René Birch, som selv ringede til fagforeningen. I telefonen bad han om at få lavet en aftale, der både skulle gælde for hans egne bygningsarbejdere og for hans underentreprenører.
- Vi mener, at underbetaling er forkert. Hvis du er ansat hos politiet, så kører du ikke for stærkt, og hvis du arbejder hos os, så får du den løn, du har krav på, forklarer René Birch.
Han understreger, at tilfredse medarbejdere ligger højest på dagsordenen i hans firma.
Formanden for 3F Bjerringbro-Silkeborg, Bent Madsen, er glad for, at organisationen nu formelt har indgået aftale med byens største ejendomsfirma. Især er han tilfreds med, at den også gælder underentreprenører.