Corona-smitten i Silkeborg overstiger kritisk grænse

Kenneth Husum 

Stigende smitte får størst betydning for daginstitutioner og foreningslivet

SILKEBORG Silkeborg Kommune overstiger nu smittegrænsen med mere end 400 smittetilfælde per 100.000 indbyggere, og det betyder, at Sundheds- og Ældreministeriet anbefaler at følge en række lokale tiltag, der kan bringe smitten ned.

- Vi passerede grænsen her i weekenden, og vi skal nu se på de anbefalinger, der dermed træder i kraft. Vi forventer at kunne komme med en udmelding i løbet af i dag, siger Hans Mogensen, der er kommunikationschef i Silkeborg Kommune.

Anbefalingerne i tilfælde af høj lokal smitte vedrører især skolerne, men de får ingen betydning i dette tilfælde, fordi eleverne fra onsdag skal have hjemmeundervisning.

- De nye generelle anbefalinger har nærmest overhalet de nye tiltag, der skulle sættes i værk på grund af den højere smitte, siger Hans Mogensen. De nye anbefalinger kan til gengæld få betydning for daginstitutioner og foreningsliv.

På dagtilbudsområdet lyder anbefalingerne, at aktiviteter indendørs tilrettelægges i små grupper, der så vidt muligt ikke bliver blandet, og der er en opfordring om, at aflevering og afhentning af børn foregår udendørs.

Anbefalingerne for idræts- og foreningslivet handler om, at der fortsat kan være træning, stævner og aktiviteter, men det sker med en opfordring om, at alle møder omklædte op, hvis det kan lade sig gøre, at aktiviteterne foregår i mindre og faste grupper, og at børn så vidt muligt blive afleveret og hentet udendørs. Forældre og andre voksne opfordres til at holde afstand. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere og mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter.

Anbefalingerne i tilfælde af høj smitte omfatter også en generel opfordring om at lade sig teste og vaccinere.

For både daginstitutioner og foreninger kommer der formentlig i løbet af i dag en konkret udmelding om nye tiltag for at begrænse smitten.

- Vi har stadig den 16. laveste smitte blandt kommunerne i Danmark, men den er høj, og derfor anbefaler vi fortsat, at man lader sig teste, hvis man har symptomer, bliver vaccineret, at man tager imod det tredje stik, og at børn bliver vaccineret efter de anbefalinger, der er fra sundhedsmyndighederne, siger Hans Mogensen.