Skærpet fokus: Politiet tjekker lyset på elevernes cykler

Politiet gennemfører i denne tid kontroller ved skolerne om morgenen.

Torsdag morgen var kontroller ved Balleskolen og Sølystskolen. Betjentene havde særligt fokus på, om der var tilstrækkeligt lys på cyklerne.

Ud af 110 elever, som cyklede til Balleskolen havde fire ikke ordentligt lys på. De og deres forældre fik en påtale med besked om at få lyset fikset.

Det er ikke oplyst, hvor mange cykler politiet tjekkede ved Sølystskolen.

Her blev det til seks påtaler.

Foruden cyklisterne fik tre elever på skolerne påtaler for at køre på elløbehjul uden cykelhjelm eller lys.

Der blev ikke udskrevet bøder ved kontrollerne.

De fortsætter i de kommende uger i det omfang, der kan afsættes politifolk til opgaven.