Lun luft blæser ind over landet fra midten af ugen

Søndag faldt der en del sne rundt omkring i landet, men frem til næste weekend er der ikke udsigt til hverken hvidklædte landskaber eller hård frost.

Mandag og tirsdag bliver grå med lidt nedbør, men derefter begynder det at klare op.

Midt på ugen vil en front fra vestlig retning pumpe lune luftstrømme ind over Danmark. Torsdag og fredag kan det blive op til ti grader varmt.

Det siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

- De første dage begynder med lidt skyer og småregn, og så begynder det at klare op. Det er varm luft, der presser sig på vestfra, siger han.

Mandag bliver det køligt med omkring to graders varme. I morgentimerne med mange skyer.

Bortset fra lidt smådryp fra oven holder det tørt, og det samme gælder for natten til tirsdag, hvor det kan blive ned til tre graders frost.

For de morgenfriske er der tirsdag i de østlige egne mulighed for en smule solskin.

DMI forventer mellem en og syv plusgrader. Varmest bliver det i de vestlige dele af landet, hvor der også forventes regn i eftermiddagstimerne.

- Natten til onsdag passerer en front med skyer og regn - men ikke de store mængder - og det bliver starten på den her lune vestlige strømning. Onsdagen bliver skyet med lidt sporadisk solskin og mellem fire og otte graders varme, siger Klaus Larsen.

Torsdag kommer der mere vind ind fra vest, og det giver en lidt fugtig varme og op mod ti plusgrader.

- Samtidig med strømningen fra vest begynder vi at få mere vind, og det tager toppen af fornøjelserne. Torsdag og fredag bliver et par dage med blæst og stedvis op til hård vind fra vest og senere fra nordvest.

Inden weekenden banker på, er der udsigt til en flot vinterdag.

- Vi får pænt med solskin på fredag med op til ti grader, siger Klaus Larsen.

/ritzau/