Politiet afventer svar på undersøgelser om jagtulykke
Efter den tragiske jagtulykke søndag ved Sangildvej i Knudstrup, hvor en 57-årig mand blev dræbt af en 65-årig mand fra Kjellerup-egnen, er der blevet foretaget forskellige undersøgelser.
På cirka 100 meters afstand skød jægeren ved 8-tiden sin jagtkammerat, som han forvekslede med et krondyr. Politiet har endnu ikke fået resultaterne, fortæller Michael Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg.
- Der er foretaget nogle kriminaltekniske undersøgelser, der blandt andet handler om hvordan skuddet er afgivet, siger han.
Lokalpolitiet afventer stadig også obduktionsrapporten.
Den 65-årige mand blev i første omgang sigtet for uagtssomt manddrab, og der er ikke kommet yderligere sigtelser til, fortæller politiassistenten.