Sponsor sørger for fri adgang til forårspremiere

Michael Helligsø 

Sport 24 inviterer alle til gratis fodbold, når SIF 20. februar møder Vejle

FODBOLD Når Silkeborg IF 20. februar tager hul på Superligaen igen med en hjemmekamp mod Vejle Boldklub, bør der være gode muligheder for at få mange folk på lægterne.

SIF-sponsoreren Sport 24 markerer nemlig virksomhedens 10 års-jubilæum ved at invitere alle til gratis fodbold på Jysk Park.

- Vi er nu kommet rigtig godt i gang med at udvikle og markedsføre Silkeborg IF-merchandise, og indtil videre har det været en stor succes for alle parter. Samtidig har vi 10 års-jubilæum, så vi synes, at der er rigtig meget at fejre - og det gøres vel allerbedst med en kæmpe fodboldfest på JYSK park, når forårssæsonen skydes i gang den 20. februar, siger Sport 24s direktør Henrik Bruun.

- Her vil vi sætte alle kræfter ind på at give fansene på et forhåbentligt fyldt Jysk Park en stor oplevelse. Vi vil iværksætte en lang række tiltag, der skal gøre det til en kæmpestor dag på dét, der fortjent kaldes for Danmarks smukkeste fodboldstadion, siger direktøren.

I forbindelse med kampen vil der blive opsat et mere end 500 m2 stort fan-telt med aktiviteter for små og store. Der vil også være konkurrencer og musik, og i pausen vil Årets Fodboldklub i DBUs region 3, Ry Fodbold, blive fejret og hyldet af hele stadion.

- Som prikken over i’et har vi desuden valgt at investere i fankulturen på Den Røde Tribune, hvor de første 2.000 fans på dagen vil få et nyudviklet SIF-halstørklæde udleveret, så vi kan medvirke til at skabe et smukt syn og en kæmpe opbakning fra lægterne, slutter Henrik Bruun.

Der åbnes forventeligt op for træk af billetter til kampen i slutningen af januar, hvis de sidste COVID19-restriktioner er udfaset til den tid.