Testcenter kunne ikke klare blæsten

Torsdagens kraftige blæsevejr gav udfordringer på det store coronatestcenter på Ansvej. Lederen forventer dog ikke yderligere nedlukning under weekendens blæst

SILKEBORG Det store corona-testcenter på Ansvej blev i løbet af torsdagen udfordret på grund af det kraftige blæsevejr, og testmedarbejderne måtte derfor lukke det store telt. Derfor var der kun ét testspor til pcr-test åbent. Det var til et mindre test-område i hjørnet af parkeringspladsen.

- Det handlede ikke om, at selve teltet var ved at blæse ned. Men vi var på et tidspunkt bekymret for, om vi kunne håndtere vores udstyr som følge af gennemtræk. Derfor lukkede vi, oplyser funktionsleder Lotte Thomsen.

Lukningen gav lange ventekøer i området, og regionen opfordrede til, at man ombookede til et andet test-sted.

I weekenden er der også meldinger om kraftig blæst og vindstød af stormstyrke ved kysterne.

Lotte Thomsen forventer dog ikke, at centret må lukke som følge af det.

- Vi forventer at holde åbent som normalt. Lokalt her i Silkeborg ser det ikke ud til, at det vil blæse så meget som andre steder i landet. Vi ser situationen an, siger Lotte Thomsen.