Stormen Malik skyld i omfattende strømafbrydelser

Søren Nielsen 

Eftervirkninger af stormen Malik var natten til mandag skyld i flere omfattende strømafbrydelser i Jylland. Herunder i Silkeborg-området

SILKEBORG Selvom stormen Malik for længst er forsvundet, så giver den stadig udfordringer for rigtig mange mennesker, der i løbet af natten til mandag mistede strømmen.

Malik har nemlig kastet en masse saltholdig luft ind over det jyske net af elkabler, og i løbet af natten til mandag begyndte der - meget forenklet forklaret - at ske elektrisk udladning ved isolatorer, der holder de store højspændingskabler i landskabet.

Det oplyser Johannes Guldbæk, der er afdelingsleder hos forsyningsselskabet N1.

- Vores el-net er efter stormen fyldt med salt mange steder, og når vejret samtidig begynder at byde på en højere luftfugtighed, kan der ske en slags strømledning gennem saltet og den fugt, som lægger sig på vores ledninger og isolatorer ude i landskabet. Og så slår det gnister, konstaterer Johannes Guldbæk.

Set med elektriske øjne burde Malik havde gjort arbejdet færdig ved at levere en god gang regn efter det kraftige blæsevejr. Men det skete ikke.

I stedet er der kommet tåge flere steder, og natten til mandag skete der fortætning på kablerne flere steder.

Derfor håber afdelingslederen på et kraftigt regnvejr, som kan skylle kabler og koblinger rene.

- Vi kan desværre forvente, at der vil ske udfald i den kommende tid. Som forsyningsselskab har vi ikke mulighed for at rense saltet væk. Det skal naturen klare for os. Men vi har sat den elektriske spænding en smule ned visse steder, og det kan afhjælpe noget af problemet, uden at de almindelige kunder bliver berørt, tilføjer Johannes Guldbæk.

Han har arbejdet i forsyningsbranchen i 25 år. Og kun én gang tidligere har han oplevet præcis samme vejrforhold efter en storm.

- Vi taler altså om et meget sjældent fænomen, som med et fagsprog kaldes for en korona-udladning, siger han.

I Silkeborg Kommune var strømmen væk fra klokken 05.05 til 05.26. Også i Herning-området var der udfald i løbet af natten.