Bil pløjede gennem hæk og ramte husmur

En 21-årig mand fra Trige kom galt af sted, da han fredag klokken 20.42 mistede herredømmet over sin personbil i Øster Bording.

Manden passerede et helleanlæg og mistede i den forbindelse styringen med bilen. Den kørte gennem en bøgehæk, ind i en læmur og videre ind i husmuren til Øster Bordingvej 58.

Ved sammenstødet blev plastikkappen på et naturgasskab beskadiget. Indsatsleder Allan Riisberg konstaterede efterfølgende at der ikke lækkede gas. Der var minimal skade på huset.

Politiet oplyser, at ingen kom til skade ved uheldet. Manden blev dog kørt til tjek på sygehuset. Der blev rutinemæssigt taget en blodprøve på ham.