Silkeborg Forsyning skruer igen op for varmeprisen

Christian Kloch Larsen 

Den voldsomme stigning på næsten 30 procent i november var ikke nok - på tirsdag stiger varmeprisen igen med knap 10 procent

SILKEBORG I november blev Silkeborg Forsynings cirka 15.000 fjernvarmekunder ramt af en kraftig prisstigning på næsten 30 procent. Men stigning har vist sig ikke at være stor nok til at følge med gasprisernes fortsatte himmelflugt. For nu skruer Silkeborg Forsyning igen op for varmepriserne. Allerede med virkning fra på tirsdag 1. marts stiger varmepriserne med yderligere knap 10 procent.

Og samtidig varsler Silkeborg Forsyning, at der igen til efteråret forventes endnu en stigning i varmeprisen. Det sker som konsekvens af de stadig stigende energipriser, fortæller direktør for Silkeborg Fjernvarme, Jens Bastrup.

- Vi følger jo udviklingen meget tæt, for at kunne reagere så hensigtsmæssigt som muligt, men vi kan konstatere, at den stigning, som vi gennemførte i efteråret, desværre ikke har været nok til at følge med udviklingen i energipriserne. Og samtidig er der på grund af den aktuelle, globale situation ikke udsigt til, at vi får det dyk i priserne, som vi ellers havde forventet ville komme hen over foråret. Så vi kan allerede se nu, at vi i andet halvår får behov for at komme igen med endnu en prisstigning, siger han.

Omlægning af produktion
Fjernevarmekunderne i Silkeborg bliver ramt af de voldsomt stigende gaspriser, fordi kraftvarmeværket er drevet af naturgas.

- I den situation må vi jo følge priserne på markedet, men samtidig er vi jo i fuld gang med en omlægning af vores varmeproduktion. I sommermånederne har vi stor gavn af vores solvarmemanlæg. Det er vi glade for. Og allerede i år styrker vi varmeforsyningen med en ny stor elkedel, som tages i drift sidst på året. Samtidig er vi i gang med forberede et indkøb af et nyt varmepumpeanlæg. Det er nogle af de muligheder vi arbejder med for nærme os en meget mere klimaneutral produktion, som samtidig betyder, at vi fremover bliver mindre afhængige af gaspriserne. Men det hjælper os desværre ikke lige her og nu, fortæller han.

Kort varsel
Lige som ved prisstigningen på næsten 30 procent i efteråret, bliver den aktuelle stigning indført med kort varsel.

Under normale omstændigheder bør prisstigninger over 10 procent varsles tre måneder i forvejen, men i efteråret var der ifølge Jens Bastrup behov for at gennemføre en prisjustering med kort varsel, fordi man stod ved starten af en fyringssæson.

- Vi er jo nødt til at følge energimarkedet og reagere hurtigt, og jeg mener, at det er rettidig omhu at gennemføre den aktuelle stigning med kort varsel, understreger Jens Bastrup.