Slut med at bruge sprøjtegifte over stor drikkevandsboring

Silkeborg Forsyning har indgået aftale med jordejere, der i foreløbig 10 år undlader at bruge sprøjtegifte på et otte hektar stort område over kildepladsen i Hvinningdal

HVINNINGDAL I Silkeborg findes et af Danmarks største og vigtigste grundvandsmagasiner, der forsyner mange silkeborgensere med drikkevand. Den vigtige kildeplads ligger ved Silkeborg Forsynings store vandværk, Hvinningdal Vandværk, og nu har forsyningsselskabet indgået en aftale med jordejerne for at beskytte vandet mod sprøjtegifte.

Det oplyser Silkeborg Forsyning netop i dag - på Vandets Dag 2022, der bliver markeret med blandt andet åbent hus på netop Hvinningdal Vandværk.

Den vigtige drikkevandsboring ved vandværket er usædvanligt rig på vand.

- Der er afsindigt meget vand i den her kildeplads. Vi kan producere drikkevand til hele Silkeborg på fire boringer i mængder, som det andre steder i landet kræver måske 30 boringer at opnå. Det er vores vigtigste kildeplads i hele kommunen. Hvis først den bliver forurenet, så har vi et problem, konstaterer Karl-Ejner Dalsgaard Nielsen, der er fagleder på Hvinningdal Vandværk.

10-årig aftale
Jorden ved vandværket er ejet af Jørn Mortensen og sønnen Emil Mortensen, og der har i mange år været drevet juletræsplantage med brug af sprøjtegifte ovenpå den vigtige kildeplads.

Juletræsproduktionen stoppede i 2017 efter aftale med Jørn Mortensen, og siden har jorden været brugt til græs og andre afgrøder. Nu har Silkeborg Forsyning så aftalt med far og søn, at et areal på otte hektar lige over grundvandsmagasinet skal drives helt uden brug af sprøjtegifte. Aftalen gælder i første omgang de næste 10 år.

Første skridt
Direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, glæder sig over aftalen.

- Vi er sat i verden for at passe på vores miljø og sikre rent vand til vores kunder. Nu sikrer vi området omkring vores boringer mod fremtidig forurening som et første skridt på vejen mod rent vand til de næste generationer, siger han.

For at beskytte drikkevandet fuldt ud, skal der mere til end den nye aftale med jordejerne. Silkeborg Forsyning afventer de nye kommunale indsatsplaner på området. Disse planer skal beskrive, hvad der skal til for at beskytte grundvandet yderligere.

Aftalen om med jordejerne om at undlade brug af sprøjtegifte på otte hektar over kildepladsen i Hvinningdal udspringer af, at hele området ved det vigtige grundvandsmagasin af staten er udpeget som BNBO-område, det vil sige et boringsnært beskyttelsesområde, hvor der skal tages særlige hensyn for at beskytte grundvandet.

Trods denne status er det dog stadig nødvendigt at lave frivillige aftaler med de lodsejere, der driver jorden. mette