Musicalstjerne i OK-Klubben

SILKEBORG Mandag den 4. april får OK-Klubben besøg af sangerinden Mona Britt Nykjær sammen med sin pianist Niels Bo Emgren.

Mona Britt er uddannet musicalperformer og har med sin efterhånden mangeårige og alsidige optræden inden for revy og musicals et godt og fast greb om sit publikum med en fantastisk sangstemme og indlevelse.

Niels Bo Emgren er egentlig uddannet klassisk sanger og kordirigent, men har spillet klaver hele sit liv og elsker rollen som musikalsk ledsager.

Der er denne mandag eftermiddag lagt op til en uhøjtidelig koncert på højt plan, der fører publikum gennem en masse kendt musik, som alle vil kunne synge med på.

Arrangement i Lunden starter som sædvanlig kl. 14.