Vaccinationscentret i Silkeborg flytter

Brian Holst 

Det store vaccinationscenter i Gødvad lukker snart. Det flytter i stedet til testcentret på Ansvej

SILKEBORG Antallet af vaccinationer er faldet drastisk, hvorfor der nu ikke mere er behov for det store vaccinationscenter på Helsinkivej i Gødvad.

Ifølge Region Midt er efterspørgslen ved at være så lav, at flere vaccinationssteder helt lukker. Men i Silkeborg er der dog i første omgang blot tale om en flytning. Fra 22. april flytter vaccinationscentret på Helsinkivej til PCR-testcentret på Ansvej ved Søholt.

Faldet i antallet af vaccinationer, som finder sted på vaccinationscentrene er også faldet, fordi mange praktiserende læger og apoteker tilbyder vaccination mod covid-19.

I Silkeborg er der 600 bekræftede coronatilfælde i løbet af den seneste uge. Dermed er smittetallet fortsat højt. I løbet af den seneste uge er 2376 mennesker blevet testet i Silkeborg Kommune.