1600 orienteringsløbere til Silkeborg i påsken

Orienterings-klubben er vært ved de traditionsrige påskeløb

SILKEBORG Skovene i Søhøjlandet fyldes med orienteringsløbere i påsken.

Omkring 1600 deltagere er med ved det tredages etapeløb »Påskeløb«, der finder sted skærtorsdag, langfredag og påskelørdag.

Første dag løbes der i Hårup Sande, anden dag ved Himmelbjerget, inden der på tredjedagen sluttes af ved Sletten og i Silkeborg Sønderskov.

Silkeborg Orienteringsklub skulle faktisk allerede sidste år have arrangeret påskeløbene, der er orienteringsløbernes helt store startskud om foråret. Men coronaen kom i vejen.

Poul Kristian Mouritsen, der er stævneleder sammen med Anette Bagger Sørensen, fortæller, at der ved udløbet af tilmeldingsfristen var tilmeldt 1525 deltagere.

Desuden er der åbne baner, hvor alle kan tilmelde sig på dagen, og der er gratis børnebaner for de yngste børn også uden forhåndstilmelding. Så i alt ventes der over 1600 deltagere.