Kampdag i krigens skygge
SILKEBORG Når arbejderne mødes hos 3F Bjerringbro-Silkeborg til kampdag 1. maj, vil det være med krigen i Ukraine helt tæt på. Ukrainske Olkesii Ramaniuk er nemlig inviteret til at tale for de fremmødte på Granhøjvej.
Olkesii Ramaniuk er formand for 170.000 ukrainske servicemedarbejdere, der sørger for at holde veje, kloaknet, vandforsyning og el i gang, mens bomberne falder i landet. Flere af dem er blevet dræbt, mens de passede deres arbejde.
Selv er 75-årige Olkesii Ramaniuk flygtet ud af Ukraine med sit barnebarn, mens hans søn er blevet tilbage for at kæmpe mod de russiske styrker.
Ved 1. maj-festlighederne på Granhøjvej vil der også være taler af politikerne Trine Pertou Mach fra Enhedslisten og desuden Thomas Jensen fra Socialdemokratiet.