Endnu en succesfuld 112-dag afviklet i Lunden med over 1.000 børn fra kommunens børnehaver
Sofie Gade BilleskovTraditionen tro var der torsdag 2. juni 112-dag i Lunden for de ældste børnehavebørn i kommunen. Formålet med dagen er, at introducere børnene for, hvad sikkerhed er, og hvilke forskellige redningsfartøjer, der findes
SILKEBORG Stemningen var som altid god og smilene brede, da Lunden lagde græs til endnu en 112-dag for kommunens ældste børnehavebørn.
Dagen er en tilbagevendende begivenhed, hvor de ældste børn i børnehaverne får mulighed for at komme ud og opleve politiet, ambulancer og brandvæsnet arbejde sammen på et skadested, og i år var der omkring 1.000 børn.
Dagen begyndte klokken 9.30 med et skuespil, hvor én blev kørt ned og der efterfølgende var en god snak om, at det var godt vedkommende havde cykelhjelm på. Derudover lærte børnene, at de skal ringe 112, hvis der er akut behov for det. Her gjaldede de 1.000 glade børnestemmer i hele Lunden, da de i kor råbte »1-1-7, det er lyv, 1-1-2 den er go’«. For Mathias og Ismail fra Børnehaven Nørrevænget var der især to ting, de havde glædet sig til:
- Jeg synes, politibilen er sej, fordi de har en hund med, sagde 6-årige Mathias, mens Ismail fra samme børnehave så frem til at komme en tur op i redningsbåden, fordi den har en stor motor.
Et tilløbsstykke
Udover de godt 1.000 børn og pædagoger fra kommunens børnehaver var politi, beredskab og brandfolk talrigt til stede for at vise diverse fartøjer frem. Børnene havde blandt andet mulighed for at sprøjte med vand, se en brandbil indeni, udforske ambulancen og prøve at blive lagt på en båre og se, hvordan man smider en redningskrans ud til en person, der er ved at drukne.
Allan Riisberg er brandmand i Silkeborg Brand og Redning og har været med til 112-dagen i over 10 år, og for ham var der ingen tvivl, da dagen blev rundet af:
- Der har været fuld tryk på i over to timer, og jeg tror, alle er glade. Det er SÅ godt, sagde han.
Næste års 112-dag er planlagt til at blive torsdag 1. juni, så næste års store børnehavebørn kan godt begynde at glæde sig.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.