International yogadag i Vrads Sande

VRADS I morgen, tirsdag den 21. juni, er det FN’s Internationale Yogadag, og det bliver markeret på Vrads Sande Meditationscenter.

Her er blevet etableret en stor yogasal, hvor der to gange om ugen tilbydes yoga.

Ved et åbent hus-arrangement tirsdag vil der være mulighed for at se salen og dyrke yoga, ligesom gæster også vil blive vist rundt på hele meditationscentret.

Vrads Sande Meditationscenter er hovedsæde for den almennyttige forening SRCM (Shri Ram Chandra Mission), der markerer den internationale yogadag med lignende arrangementer i 130 lande.

Årets tema for yogadagen er »Yoga for menneskelighed«, og gæster kan i Vrads Sande blandt andet prøve forskellige former for yoga og høre foredraget »Yoga, meditation og heartfulness« ved Jens Gnaur.

Der er gratis adgang, og kaffe, te, kage og aftensmad kan købes på åbent hus-dagen.