33-årig fængslet i drabssagen fra Langelinie

SILKEBORG En dommer ved Retten i Viborg valgte fredag formiddag at varetægtsfængsle en 33-årig mand i drabssagen fra Langelinie.

Manden er sigtet for manddrab og er foreløbig fængslet til den 31. august.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er begrænset, hvad offentligheden ved om detaljerne i sigtelsen mod den 33-årige, der er fra Silkeborg.

Det var tilbage i januar, at en 54-årig mand blev knivdræbt i en lejlighed på Langelinie. Han døde af knivstik og fik halsen skåret over.

I forvejen sad en 40-årig mand fængslet for drabet, og begges fængsling er nu sat til foreløbigt den 31. august, hvor der skal tages stilling til forlængelse.

Tre andre har også siddet fængslet i sagen, men blev for nylig sat på fri fod. De er dog stadig sigtet i sagen.