Godt nyt til Regatta-gæsterne: Det bliver (måske) nemmere at komme hjem

Når Regattaen begynder fra onsdag betyder det ekstra travlhed for byens taxichauffører

SILKEBORG Østjyllands største taxiselskab, Dantaxi, har indkaldt forstærkning fra nabobyerne i et forsøg på at dække behovet for taxi-kørsel under Regattaen.

Kommunikationschef hos Dantaxi, Rasmus Krochin, oplyser, at selskabet de seneste dage har rakt ud til taxichauffører i de nabobyer, hvor Dantaxi er til stede.

- For at imødekomme den forventede efterspørgsel, har vi bedt om forstærkning fra nabobyerne. Det drejer sig om Skanderborg, Viborg, Herning, Aarhus, samt andre områder i nærheden af Silkeborg, hvor vi er repræsenteret, siger han.

Selvom antallet af taxier udvides under byfesten, forventer selskabet, at der i perioder kan opstå travlhed med ventetid. I den forbindelse er der et par anbefalinger.

- Silkeborg vokser anseeligt i størrelse i en uges tid, og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe så mange som muligt. Vores anbefalinger er, at benytte en af de i alt fem taxiholdepladser omkring bymidten, og måske køre sammen, hvis det er muligt, siger Rasmus Krochin.

Sidstnævnte bliver der lejlighed til, idet selskabet indsætter to otte-personers minibusser ekstra.

De to store taxier kører normalt i Aarhus, men skal hjælpe til i Silkeborg frem til og med lørdag.

Under normale forhold har Dantaxi 22 vogne kørende i Silkeborg.