Officiel indvielse af politistation: Åbent hus for byens borgere

29. august vil politidirektøren og justitsministeren markere Silkeborgs nye politistation. Og herefter er der åbent hus og rundvisning for alle

SILKEBORG Midt- og Vestjyllands Politi inviterer alle interesserede med til indvielse af den nye politistation i Silkeborg mandag 29. august fra klokken 10 til 13. Arrangementet bliver markeret med deltagelse af justitsminister Mattias Tesfaye, taler og snoreklip.

- Kom og vær med, når vi skal markere indvielsen af vores nye politistation i Silkeborg. Vi byder på is og kaffe og en rundvisning i de nye og topmoderne lokaler på Lillehøjvej 35, lyder opfordringen fra politiet i en pressemeddelelse.

Udover den mere formelle del, bestræber ordensmagten sig også på at skabe en folkelig oplevelse.

- Vi forventer, at dagen bliver én stor fest, og derfor håber vi også, at du vil kigge forbi – uanset din alder. Vi sørger for at stå klar med vores motorcykler og politihunde, så der er lidt at kigge på for alle aldre, hedder det.

Man vil kunne møde lokale betjente fra Silkeborg, og kunne få en snak med politifolk, der i dagens anledning har opstillet den mobile politistation på arealet. Der vil også være politielever til stede. De vil fortælle noget om uddannelsen til dem, der muligvis selv har lyst til at blive politimand.

Den ny politistation ligger på Lillehøjvej 35. Som første indslag vil justitsminister Mattias Tesfaye holde tale og stå for at klippe den røde snor. Arrangørerne satser på, at vejret holder tørt, så starten af arrangementet kan afholdes på parkeringspladsen foran hovedindgangen til den nye politistation.

Derudover vil der også være taler fra Silkeborgs borgmester Helle Gade, fra politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi Helle Kyndesen og fra Morten Boesen, som er afdelingschef i KG Hansen, der har været totalentreprenør på byggeriet.

Lokalpolitiet i Silkeborg flyttede ind i de nye lokaler i midten af juni, og det har været en optimering, fortæller Midt- og Vestjyllands Politi.

- Både borgere og ansatte har i løbet af de seneste ugers tid allerede haft stor glæde af at få skiftet de mere end 100 år gamle lokaler på Christian 8.s Vej i Silkeborg ud med de mere nutidige omgivelser, fortæller politiet.

29. august kan man så selv tage de nye lokaler i øjesyn.