Strikkeguru holder foredrag i Them

Them Toftebjerg - Them Bibliotek & Medborgerhus inviterer tirsdag 6. september til foredrag med strikkeguru Lærke Bagger, der sidste år udgav strikkebogen »Lærke Bagger Strik«.

Hun gør op med forestillingen om det perfekte menneske og den perfekt strikkede sweater og er kendt for ikke bare at lade fejl indgå i sit strik, men ligefrem lade fejlene stråle og fylde i designet.

Hun hæfter heller ikke ender, men binder i stedet knuder som en del af sit design. Raffineret og elegant strik med perler og den helt særlige brug af scrap yarn kendetegner også Lærke Baggers design.

Hun begyndte selv at strikke som otte-årig og er uddannet tekstildesigner med speciale i håndstrik fra The Royal Danish Academy of Fine Arts.