76-årig kvinde i dødsbrand: Brandsted undersøges i dag

Politiets teknikere vil mandag forsøge at fastlå årsagen til brand i Sejs-Svejbæk, som kostede 76-årig kvinde livet

SEJS-SVEJBæK Politiets brandteknikere undersøger i dag, mandag, den husbrand på Kildetoften 13 i Sejs-Svejbæk, som fredag aften kostede den 76-årige kvindelige beboer livet.

Lokalpolitiet formoder, at en tragisk ulykke førte til kvindens død, og at hun døde af kulilteforgiftning.

- Det tyder på, at kvinden var i færd med at lave mad i sit køkken. Hun blev fundet siddende livløs ved et spisebord ved siden af komfuret, siger Peter Justesen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg.

Genbo slog alarm
Det var en genbo, som klokken 19.53 slog alarm. Da politiet nåede frem, stod der flammer ud gennem taget på det brændende hus. Røgdykkere fik den 76-årige beboer ud af huset., og der blev straks iværksat genoplivningsforsøg, men klokken 20.23 blev kvinden erklæret for død.

Det lykkedes Brand og Redning at få slukket branden, inden den bredte sig til andre bygninger.

- Huset er delvist udbrændt. Vi skal i samarbejde med vores brandteknikere i dag undersøge brandstedet nærmere for at fastslå årsagen til branden. Vi kunne se, at komfuret havde været tændt, og at der stod gryder på det. Branden er sandsynligvis opstådet i forbindelse med madlavning, siger Peter Justesen.

Han oplyser, at kvinden boede i huset alene. Der var ikke andre tilstede i det brændende hus.

I dag afholder politiet ligsyn over den afdøde 76-årige kvinde. haff