Bil blev skadet i uheld: Brød i brand hos forhandler

SILKEBORG Brand og Redning blev ved middagstid torsdag kaldt til Via Biler på Kejlstruphøjvej i Silkeborg.

Her var der udbrudt brand i en Ford Transit ude på pladsen.

Indsatsleder Lasse Magnussen oplyser, at bilen tidligere på dagen havde været involveret i et uheld.

- Den var blevet skadet på fronten og var blevet læsset af ved forhandleren. Efter en time eller to brød den pludselig i brand, siger han.

Da brandfolkene nåede frem var mekanikere i gang med slukningen, og brandfolkene gjorde arbejdet færdigt. Branden bredte sig ikke til andre køretøjer.