Finalekoncert på »Land – det fuldendte«

SILKEBORG »Land - det fuldendte«, som på fredag 23. september kan opleves i Jysk Musikteater, er finalen på et kunstprojekt mellem musikeren Kristian Lilholt og billedkunstneren Carsten Frank.

Finalekoncerten blev opført i Jysk Musikteater sidste år, men en planlagt ekstrakoncert blev aflyst på grund af corona. Det er den, der gennemføres nu.

Ved koncerten præsenteres 13 landskabsmalerier af Carsten Frank, som viser årets 12 måneder til musik af Kristian Lilholt samt maleriet »Byens Rum«.

De medvirkende i koncerten er ud over Kristian Lilholt musikerne Tine Lilholt, Ida Friis Virenfeldt, Gabriella Fuglsig, Rikke Johnsen, Frede Panduro, Lasse Jørgensen, Søren B. Jacobsen og Rasmus Riis Sitarz.