Politiet kom på besøg: 27-årig beboer havde 40 gram hash

SILKEBORG En 27-årig mand var dobbelt uheldig, da en politipatrulje onsdag kom forbi hans lejlighed på Lyngbygade i Silkeborg.

Politiet kom med en forkyndelse. Manden skulle oplyses om, at han har fået forbud mod at vise sig på en beværtning, fordi han har brudt reglerne her.

Men da betjentene lugtede hash i lejligheden, ransagede de den. Der dukkede knap 40 gram hash op, som politiet tog. Og så blev beboeren sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.