Intimkoncert med Key

SILKEBORG Marie Key gæster torsdag Kedelhuset i Silkeborg på sin aktuelle turné, hvor hun har nedskaleret koncertformatet til en duo, og derfor kun er på scenen sammen med trommeslageren Hans Hvidbjerg.

Sammen spiller de både sange fra Marie Keys store bagkatalog med kendte numre som »Uden Forsvar«, »Landet« og »Fatter Det Nu« og nye sange som »Tænker på os to« fra Marie Keys album fra 2020 samt »Lys Finale« fra albummet af samme navn, som er lavet sammen med jazzduoen Bremer/McCoy.

Marie Keys mere intime koncertformat har vakt stor begejstring hos hendes publikum, blandt andet på grund af hendes helt særlige evne til at fortælle historier og underholde sit publikum mellem numrene.