Finsk sangskriver på scenen i Them

THEM Torsdag den 10. november kan man ved en koncert i Toftebjerg - Them Bibliotek og Medborgerhus opleve den finske sangskriver, sanger og multi-instrumentalist Mirja Klippel.

Hun har særligt markeret sig som et talent på den alternative folkscene, og hendes debut-EP »Lift Your Lion« indbragte hende i 2016 en Danish Music Award Folk som Årets Sangskriver.

Siden har hun turneret i både Europa, Rusland og Nordatlanten og udsendte i 2018 albummet »River of Silver«.

Med til Them har hun sin faste medmusiker Alex Jønsson (guitar) og folkstrygertrioen Vesselil bestående af Clara Tesch, Elisabeth Dichmann og Maja Aarøe Freese.

Koncerten i Them er arrangeret af Kulturstafetten.