Få væltede træer: Stormvejr gav mindre uheld i Silkeborg
SILKEBORG Ingen kom til skade og Silkeborg og omegn undgik større skader i forbindelse med søndagens stormvejr.
Det er meldingen fra politiet og Brand & Redning.
Politiet fik anmeldelse om, at et stillads på Padborgvej stod ustabilt, og at nogle af pladerne på gangbroen blæste af. Stilladsfirmaet blev bedt om at sikre stilladset.
I Bryrup blæste en trampolin rundt på Vimmerbyvej og på Tyklundvej væltede nogle træer over vejen. Det var også nødvendigt at fjerne et par vejtræer, som væltede på Viborgvej i Skægkær.
- Der var godt gang i blæsten, men den gav ikke anledning til de helt store problemer. Vi kender naturligvis ikke til samtlige skader.
- Men vi ved, at der ikke skete alvorlig personskade, som følge af blæsten, siger politikommissær Lasse Ivanøe.