Brand i supermarkeds-container: To piger mistænkes for brandstiftelse

Adam Haff 

Politiet leder efter to piger, som på videoovervågning ses antænde brand i Rema 1000-affaldscontainer

SILKEBORG Politiet leder efter to piger, som mistænkes for at stå bag en containerbrand i weekenden.

Lørdag klokken 17.37 blev der slået alarm fra Rema 1000 på Lyngbygade i Silkeborg. Her var der brand i en affaldscontainer, der stod uden for supermarkedet.

Containeren stod op ad bygningen, men den blev skubbet væk. På en p-plads slukkede Brand og Redning branden.

Lokalpolitiet i Silkeborg oplyser, at branden var påsat.

- Vi leder efter to piger på cirka 13 til 16 år. På videoovervågningen kan man se, at de antænder branden og derefter går fra stedet, siger politiassistent Flemming Just.

Politiet har fået nogle tip om, hvem pigerne kan være. Branden ødelagde containeren, men da den blev skubbet væk fra supermarkeds-bygningen spredte branden sig ikke til bygningen.