Byggechef i Silkeborg Kommune bliver topdirektør i Aarhus Airport
Teknik- og miljøchefen i Silkeborg Kommune, Lotta Sandsgaard, har fået nyt job
SILKEBORG Silkeborg Kommune skal på jagt efter en ny teknik- og miljøchef. Den nuværende, 45-årige Lotta Sandsgaard, skifter nemlig 1. april til et job som topdirektør hos Aarhus Airport.
Og det bliver en erfaren luftfartsprofil, som sætter sig i cockpittet. Hun er nemlig vant til at se Aarhus Airport fra oven. Hun er uddannet erhvervspilot og flyveinstruktør og er kommet i Aarhus Airport igennem en årrække.
Som passioneret fritidspilot er hun gået i luften mange gange fra den østjyske lufthavn, hvor hun har et fast greb om styrepinden i sit eget lille fly, en Rockwell Commander 114b, der har base i Aarhus Airport.
Før Lotta Sandsgaard i 2019 blev teknik- og miljøchef i Silkeborg Kommune, har hun blandt andet bestredet lederposter i Norddjurs Kommune som miljø- og kulturdirektør og chefposter på teknik- og miljøområdet i både Norddjurs Kommune og Herning Kommune. Dertil er hun bestyrelsesformand i Herning Lufthavn S/I.
- Min passion for luftfart bliver en stor drivkraft i min nye rolle som CEO i Aarhus Airport. Men det er de ledelsesmæssige værktøjer og den teknik- og miljøerfaring, jeg har med i bagagen, der skal bidrage til at videreudvikle kulturen i lufthavnen og skabe et solidt fundament for vækst. Dertil vil jeg trække på mine mange års erfaring med at udvikle byer, infrastrukturanlæg og organisationer og samtidig sikre en smidig drift, fortsætter Lotta Sandsgaard.
Lotta Sandsgaard er oprindelig nordjyde, men bor nu tæt ved Grenaa sammen med sin mand Claus.